onsdag den 17. april 2013

Tillykke mor - bon appetit

 
I Februar begynder man altså bare at trænge til noget forår og spirende ting rundt omkring. Hvad bedre til at give lidt af den følelse end friske bær. Så jeg besluttede at forkæle min mor til hendes fødselsdag.


En ganske almindelig drømmekage blev velsignet med en jordbærmousse lavet med friske bær og så blev den smurt op med smørcreme. Herefter blev der sat vanillerør hele vejen rundt om kagen. Den der slags man kan købe i stedet for iskager.


For at være sikker på de ikke faldt af hist og her, brugte jeg lidt ekstra smørcreme som "lim".
Da først de sad godt fast blev kagen sat på køl, og fik et fint sløjfe på inden der kom bær på toppen. Bærrene kom først på kort inden servering for at sikre at der ikke begyndte at komme bærsaft ind i vannillerørene så de begyndte at smuldre, smelte eller blive bløde.
 
Den endte med at blive superfrisk og et dejligt pift i en kold måned.

Hvis du selv vil begive dig i kast med sådan en kage, kan du finde opskriften på jordbærmousse her på bloggen. Husk blot at tilføje lidt saft eller vand hvis du bruge friske bær i stedet for frosne bær.

God fornøjelse

Cake-pops - "Legedag" med tøserne. (inkl opskrift)

Når der er fri fra skole, skal der ind i mellem ske noget andet end det sædvanlige trummerum der hjemme, så jeg lånte mine niecer en dagstid, og vi gik i gang med at lave Cake-pops. Denne gang blev de ikke bagt i form, men blev lavet som en slags "romkugler". Jeg tænkte det var lettere at arbejde med for tøserne, og det var ganske som tænkt. Super let og også sjovt for dem.
Jeg havde bagt en drømmekage på forhånd så den var kølet ned og klar til at blive smuldret.
Tænk sig at få lov at ødelægge en hel kage, men at spise kanterne og toppen, for de hårde kanter var skåret fra. Dem kan man nemlig ikke bruge i romkugle dejen.
  • Vi brugte:
  • ½ drømmekage bund (uden kanter)
  • 3-4 spsk. kakao pulver
  • 2-3 tsk. romessens
  • 2-3 dråber hindbæressens (fås eks. i Panduro hobby)
  • Smørcreme (se opskrift her: http://hellekarinajensen.blogspot.dk/2012/04/smrcreme-og-opsmring.html) (lad være at springe over hvor gærdet er lavest og bruge bagemargarine som visse opskrifter siger man godt kan. Du vil fortryde det både mht. smag og konsistens når først du skal betrække dine cake-pops.)
  • 200 - 300 g Chokolade (til at smelte) (hvis du ønsker at farve den bruges hvid chokolade og pastafarve. Flydende frugtfarve vil kunne få chokoladen til at skille).
  • Slikkepinde pinde.
  • Sukkerkugler, fondant og glimmer til pynt
Smuldr kagebunden meget fint og kom det i skålen til røremaskinen.
Tilsæt kakaopulveret og bland det grundigt.
Tilsæt romessens og hindbæressens og en spsk. smørcreme og rør grundigt. Tilsæt igen 1 spsk. smørcreme. Tjek konsistensen. Hvis den ikke er som en varm men fast romkugle tilsættes mere smørcreme, indtil konsistensen er som ønsket. Rør dejen grundigt igennem igen så du er helt sikker på den er jævn.

Find dine pinde frem og smelt lidt af chokoladen enten i mikroovnen eller over vandbad.
Tril små kugler af romkugle dejen der passer i størrelse til længden af dine pinde.
Lav en lille fordybning i hver "romkugle" med en af pindene. Dyb der efter en pind i chokoladen og sæt den i fordybningen af romkuglen og tryk den forsigtigt ca. halvt ind i romkuglen.
Gentag til alle dine "romkugler" er sat på pind, eller du har det ønskede antal.
Stil cake-popsene på køl i ½-1 time så chokoladen stivner og fikserer kagen på pinden og "romkuglen" stivner lidt.

Smelt nu chokoladen langsomt over vandbad uden at få den for varm. Den skal blot være flydende og gerne lidt tynd. Er den for fed, tilsæt da lidt palmin. Hvis du vil have din cake-popchokolade farvet, er det først når chokoladen er helt smeltet du skal komme pastafarve i. Husk du kan ikke fjerne farve når først det er kommet i og pastafarve farver godt til, så hellere tilføje lidt af gangen. (Obs, der er særlige "regler" for at smelte chokolade hvis du bruger ægte chokolade.)

(Obs: pastafarve doseres med eks. tandstikkere. Man må aldrig komme en tandstik ned i beholderen med farve mere end én gang. Gør du det "forurener" du din farve og den kan risikere at mugne enormt hurtigt.)

Dybt forsigtigt en cake-pop af gangen i den smeltede chokolade og lad den dryppe af, så tæt på pinden som muligt. Stil den til at stive, eks. i en skål med sukker eller en holder lavet til cake-pops. OBS: hvis du vil pynte din cake-pop med enten glimmer, sukkerkugler eller krymmel skal den dyppe direkte i det efter at have dryppet af og skal IKKE stivne inden.  Alternativt kan du bruge mdlim til at få det til at klistre fast, men der vil i så tilfælde altid være risiko for at al pynten falder af hvis der bliver fugtigt omkring kagen hvis hele kagen er limet/pyntet.

Er kagen synlig igennem chokoladen, gentag da processen.

Når chokoladen er stivnet kan du pynte din cake-pop som du lyster. Brug madlim til at lime din pynt fast og lad cake-poppen hvile igen. Når chokoladen er stivnet og pynten er tørret er dine cake-pops klar til servering.
 
 
 
 
 
Tip:
Hvis du vi have lidt anderledes facon på dine cake-pops (som  baggrunden på billedet oven for hjerter, eller firkanter som eks. ansigtet i forgrunden af billedet) kan du forme din "romkugledej" i et tykt lag, og bruge småkage udstikkere eller lignende. Ellers er processen som beskrevet oven for.

Bon appetit

Lauras fødselsdagskage og de første Cake pops

Lauras forældre ville gerne have endnu en "klassiker" (aka. chokoladekage med hvid Toblerone) til Lauras fødselsdag.
Det skulle være med Bamse, da han er favoritten for tiden. Så jeg fik en modellerings opgave med i købet. Og for en sjælden gangs skyld er jeg ovenud tilfreds med resultatet.

Samtidig var jeg vild for at afprøve min julegave fra min super søde amerikanske grandkusine og familie, som mente jeg skulle forkæle manden lidt. Jeg fik grej til at lave cake-pops. Cake-pops er vel lettest at beskrive som en slikkepind, blot med kage i stedet for bolche.
I dette tilfælde er det også chokoladekage, som er overtrukket med gammelrose candy melts. Candy melts er en slags chokolade stykker, som er beregnet til at smelte, enten over vandbad eller i mirkoovnen og de er lidt lettere at arbejde med end ægte chokolade, fordi man ikke behøver at bøvle med specifikke temperaturer. Hvis massen bliver for varm til at se skinnende og fløjs-chokoladeagtig ud, tilsætter man blot vegetabilsk fedtstof f.eks. palmin og vupti, den er så god som ny igen.

Da først mine cake-pops var overtrukket med candy melts og det var stivnet, blev der skrevet Laura på dem med modelleringschokolade. Jeg var forundret over at det var let nok at lime bogstaverne fast med madlim, for normalt er det ikke det bedste til modelleringschokolade. Men det gik legende let.

Resultatet blev en kage, som både så sommerlig ud og passede til en lille pige, uden at afskrække de voksne (som vist var i stort overtal til at indtage herlighederne).



tirsdag den 16. april 2013

Besøg fra USA

Så blev det i sommers vores tur til at få besøg af familien fra USA.
Vi var så heldige at vinde en tur til det store udland først på året, og det blev en skøn sommerferie, hvor vi blandt andet besøgte noget af det familie jeg har der ovre.
Mens vi var der var jeg så letsindig at love dem at hvis de kom og besøgte os næste gang de kom til Danmark ville jeg lave en kage til dem.
Det blev ganske hurtigt for knap en måned efter vi kom hjem fra USA, fik vi selv besøg fra det store udland.
Det blev til denne lille kreation (til ca. 20 personer.) og klassiske danske klejner og Ølandsklejner (da der var blevet spurgt ind til hvad det dog var for nogle sjove kager der blev lavet til jul.).



Så vidt jeg husker var der hindbærmousse og drømmekage inden i. Den var udelukkende pyntet med fondant og alt, bortset fra flagene var spiseligt.
 

Min egen fødselsdagskage.

Det er ikke altid let at finde på, især ikke til en selv. Faktisk husker jeg knapt hvad der var under fondanten. Men det var vist chokoladekage med hindbærmousse.
Jeg har jo efterhånden fået min interesser ind i de forrige fødselsdagskager jeg har lavet til min egen fødselsdag. Det eneste der måske manglede var musik og "bling". Så dette var det bedste jeg kunne komme frem til en travl håndevending. Der var mærkeligt nok spiseligt glimmer over alt i rigtig langt tid, men kagen blev næsten spist rub og stub, og så kan man jo ikke klage.

Dåbskagen til William

Lille Willams mor og far ville gerne have en dåbskage til den nybagtes barnedåb.
Det skulle være "klassikeren" som chokoladekage med hvid tobleronefyld med jordbær stykker i, efterhånden har udviklet sig til. Ellers skulle den blot holde simpel men sød. Det synes jeg egentlig lykkedes meget godt.  

"Korkagen"

 
Det er efterhånden ved at være længe siden jeg har fået opdateret bloggen med kagerne jeg har lavet. Så der kommer en hel stribe efter hinanden og forhåbentlig kommer jeg "up-to-date" med at flashe mine kager.


En langt aften og lidt samarbejde endte med denne kage.
Chokoladekage med appelsinmousse-fyld.
Naturligvis med spiselig mikrofon og billede.
Forlydenderne var at den smagte rigtig godt og blev nydt af koret.
Det er dem velundt efter en god koncert.

How to - Chokoladekage med jordbærmousse





Bag 2 chokoladekage bunde
( http://hellekarinajensen.blogspot.dk/2013/04/amos-chokoladekage-med-et-pift.html )


Tag dem ud af ovnen og lad dem køle nok til at du kan røre dem uden at brænde fingrene. Skær her efter toppen af hver bund jævn. Brug en kagedeler, en skarp kniv eller sytråd.
Lad dem køle helt af og dæk dem til indtil du er klar til at samle kagen.
(OBS: hvis du ved din ovn varmer ujævnt bag da kun 1 bund af gangen, da du ellers vil få to bunde der er uens i både konsistens og højde.)

Mens kagerne køler laves:

Fyld:
- i dette tilfælde jordbærmousse med knust hvid Toblerone.
(opskrift findes her: http://hellekarinajensen.blogspot.dk/2013/03/jordbrmousse-fyld.html, der tilsættes blot hvid Toblerone der er slået godt med en kagerulle, inden fyldet kommes i kagen (så husblasen ikke sætter sig om chokoladestykkerne).)
Læg den på køl, evt. i en frysepose (ca. 6-7 liter) som senere kan bruges til sprøjtepose, så den kan stivne lidt.
Smørcreme:
(eller lignende til opsmørring)
http://hellekarinajensen.blogspot.dk/2012/04/smrcreme-og-opsmring.html


Når kagerne er kølet helt af sættes de på det fad der skal serveres på. Læg madpakkepapir rundt i kanten, gerne lidt ind under kagen eller klip et stykke bagepapir til (det skal bruges så kanten af fadet ikke bliver grattet til).
Knus tobleronen og kom den i moussen og fordel moussen over den nederste kagebund.  Læg den næste bund på og tryk bundene lidt sammen. Skrab overskydende fyld der stikker ud over bunden af evt. med en spartel. Så lige en kant som muligt er målet, da det vil gøre det lettere at smøre op.

Sørg for at din smørcreme er blød og let at arbejde med før du begynder at smøre op. Hvis du synes den ikke er blød nok, så tilsæt evt. lidt ekstra varmt vand og rør igen. Men husk at sætte kagen på køl i mens.

Smør kagen op, brug evt. en spartel. Den bedste jeg har er fra Søstrene Grenes male-afdeling, en af de små fleksible af slagsen som man normalt bruger til enten at blande maling med eller at male på lærredet med.  Er du i tvivl om hvordan så se http://hellekarinajensen.blogspot.dk/2012/04/smrcreme-og-opsmring.html eller søg på YouTube efter "dirty icing a cake".

Stil nu kagen på køl, helst i op til 30 minutter eller længere. Smørcremen må gerne nå at blive stiv, det vil lette arbejdet med at betrække den med fondant.

Mål hen over din kage, fra bunden af fadet til bunden på den anden side, så du ved hvor stort et stykke fondant du skal rulle ud.
Varm fondanten op i hænderne mens du ælter den let. Hvis du ælter det for meget vil det sprække og
blive tørt.
Du kan evt. gøre fondanten lettere at arbejde med ved at smøre hænderne i palmin, eller bagemargarine, men det der er allerbedst at bruge er "Petal base". En vegetabilsk fedt beregnet til at smøre på hænder og i fondant for at få den lettere at arbejde med og gøre den mere skinnende.

Når du har rullet fondanten ud, tager du kagen ud af køleskabet.
Fjern madpakkepapiret, løsn det evt. med en urtekniv i kanten op til kagen, så du ikke ødelægger opsmørringen.
Det er lettest at betrække kagen hvis du har en rullepind, du kan rulle fondanten op på, og der efter rulle den let hen over kagen. Har du ikke det, må du forsøge at bedømme ca. hvor du skal placere fondantstykket, så du ikke skal hive og trække for meget i den, så du risikerer at den sprækker.

Når fondanten er lagt på kagen bruger du hænderne fladt til at "gnubbe" fondanten ind mod smørcremen men uden at trykke da du ellers vil ændre faconen i opsmørringen og det vil kunne ses igennem fondanten.
"Gnub" både på toppen af kagen og siderne. Når du har fået fondanten placeret og gnubbet på plads, så den klistrer pænt og jævnt til smørcremen, skærer du evt. overskydende fondant en kvart cm. fra kanten af kagen, så du har lidt at skubbe ind mod kanten og du ikke får en "tom streg" ned mod fadet.
Husk at du IKKE må putte det overskydende fondant ned i posen (eller hvordan du opbevarer det) til det fondant der ikke har været brugt. Der vil næsten altid være krummer eller lidt smørcreme eller lign. på fondanten. Det ændrer holdbarheden og kan give ujævnheder og synlige fejl i fondanten hvis du arbejdet med lys fondant. Opbevar det separat i en pose og brug det evt. til at øve dig i modellering).

Kagen stilles nu på køl igen, og mens den "sætter sig", laves pynten. I dette tilfælde sommerfugle, blomster og blade udstukket i fondant og pyntet med spiseligt sølvfarve og sølvsukkerkugler.
Pynten limes senere på kagen med enten vand, madlim eller RI (Royal Icing)

Mens pynten laves og tørrer lidt laves en portion Royal Icing (RI) (Se opskrift her: http://hellekarinajensen.blogspot.dk/2013/04/royal-icing-ri.html )

Kom din RI i en sprøjtepose med en standard "stjerneblomst" tylle i. Tyl nu hele vejen rundt om kagens bundkant. (Det er en stor hjælp hvis man har et drejefad - fås billigt i Ikea).
Hvis man ønsker, som på billedet over her, kan man sætte en lille sukkerkugle i midten af hver stjerneblomst, men det skal gøres straks man er færdig med at tylle da RI'en stivner ganske hurtigt (med mindre du har valgt at udelade citronsaften).

Lim nu din pynt på kagen, hvor du synes du vil have den. Jo større og jo tungere pynt  jo bedre lim skal du bruge.
Jeg bruger som regel dette til at huske hvad der limer hvad bedst.
Jo tyndere/lettere fondant pynt, jo tyndere lim i følgende rækkefølge:
vand
madlim
RI
Eller hvis det er store figurer både RI og tandstikkere eller grillspyd.

Sæt nu din kage på køl igen, og den er serveringsklar efter ½-1 time.

Bon appetit

Royal Icing - RI


 
1½ æggehvider (pasteuriseret- stuetemperatur)
300 g flormelis
1 tsk. citronsaft (Kan udelades, men det er det der gør at RI'en stivner)
Evt. glycerin, farvestof og/eller flydende smag
 
Der findes mnge forskellige fremgangsmåder og opskrifter på royal icing, dette er blot en af dem som alt efter konsistensen kan bruges til både sprøjtning, run-out og overtræk.

Hæld æggehviden i en skål (og lad den stå og få stuetemperatur hvis du ikke har haft tage den ud af køleskabet på forhånd).
Rør flormelis i lidt efter lidt.
Når ca. halvdelen af flormelissen er rørt i, tilsættes citronsaften. (Husk igen citronsaft = RI'en stivner ikke og vil kunne miste faconen hvis du kommer til at røre den. Og den fungerer dårligt som lim uden citronsaft i) 
Fortsæt med at røre flormelis i til du er tilfreds med konsistensen og massen er ensartet og mat.
 
Noter: Det er vigtigt at der røres og ikke piskes, da massen ellers vil få luft pisket ind og dermed blive skrøbelig. Rør med håndkraft med en ske, i køkkenmaskinen med spaden og på laveste hastighed eller med håndmixeren med dejkrogene.

Konsistensen skal/kan væren enten:

Blød: der kommer næsten ingen top på massen, når du løfter skeen
Medium: der kommer en lille top, som tipper over
Hård: spidsen bliver stående når du løfter skeen (den du skal bruge for at tylle stjerneblomster)

Amo's Chokoladekage - med et pift

Det skal du bruge:

300 g Amo Hvedemel
75 g smør eller margarine
300 g sukker
2 æg
50 g kakao
2 dl sødmælk eller helst kærnemælk
1 tsk. natron (5 g)
1½-2 tsk. bagepulver
1-1½ tsk. vanillesukker

Pynt
200 g flormelis
Ca. 2 spsk. kogende vand
Reven chokolade
 
Hvis kagen skal bruges til fondantkage udlades pynten.
1. Blødgør fedtstoffet, og rør det godt med sukkeret til en ensartet masse.
2. Tilsæt æggene et ad gangen (under stadig omrøring).
3. Sigt de resterende ingredienser sammen med Amo Hvedemel, bland det i dejen, og rør det til en ensartet masse, som hældes op i en smurt bradepande.

Bagetid:
Ca. 15 min. i en forvarmet ovn ved 200° C (varmluft 180° C) på ovnens nederste rille.

4. Rør flormelis og kogende vand til en passende konsistens, og glaser kagen, når den er afkølet.
5. Drys den revne chokolade over.


(redigeret, oprindelig opskrift fra http://www.amo.dk/opskrifter/skarekager-/bradepandekager/mors-chokoladekage/ )